Prolog

E A S T M A I N – Canada anno 2008.
Westside P H O E N I X. “We arise from the ashes” – Jordan aka. Fawkes
Månen skinner uskyldigt ned i de sorte bølger af James Bay. Himlen er klar, og stjernerne glimter som altid tydeligt på det bare himmellegeme. Kolde briser søger ind fra James Bay, en sø – stor nok til at blive betragtet som et ocean af de yngste indbyggere i Eastmain. Den eneste varme der er at finde denne efterårs aften er fra ilden. Den ild som fortærer skraldespande og varehuse ved havnen. Et brag, lig med hvad jeg hører i nyhederne fra Irak, bryder atter aftenstilheden og lyser himmelen op. Nye flammer er kommet til bålet, og mere brændstof til mit ulmende had.

Pludselig virker min egen brintbombe for tung til at have i hånden. Sarah ved min side lod til at tænke det samme. Hun slog hætten af sin lighter og rakte mig flammen. Det var ikke noget jeg tænkte over, min arm var vel blevet så vant til at kaste med denne form for hjemmelavede bomber, at den gjorde det helt af sig selv. Det var derfor de kaldte mig Fawkes. Lige som ham der Guy Fawkes fra England som prøvede på at futte en eller anden bygning af. I am a Phoenix – I burn shit. Jeg trak hurtigt mere af den friske havneluft ind, før min bombe sprang. Mine grønne øjne lyste op af de orange flammer, og jeg så til min side hvor min kæreste fortsat stod. Hendes fregnede, beskidte ansigt var oplyst af den levende flamme fra lighteren. lyset i hendes øjen slukkedes da hun igen lukkede sin lighter. Istedet fandt hun sin springkniv frem fra hættetrøjens lomme og så længselsfuldt og spisende på mig. Hun kyssede mig. ”Skal vi se at få aftenen startet?” Klokken var kvarter i 2– men jeg vidste godt hvad hun mente. Jeg fandt endnu en brintbombe frem, hvor jeg elskede de flasker.

”Spicer! Ho-Jo! kommer I?” råbte jeg, mens vi gik forbi det varehus de var inde i. To lave skikkelser hoppede ned fra en stålstige, der havde ført ind til det endnu intakte varehus. 7 andre, nogle af de unge som var under Spicer og Ho-Jo's kommando, kom ud delvist af brænddøren på 1ste og fra stuen. En af dem valgte primitivt nok at lade sine aggressioner gå ud over varehusets snavsede vindue. Det rørte mig ikke, at han sådan ødelagde andre folks ejendele. Jeg havde jo selv lige gjort mit bidrag til fællesbålet. Ho-Jo hilste ikke på mig, der var en grund til hun blev kaldt Ho. Jeg lagde mærke til at noget af hendes kommunefarvede hår var blevet brændt af, det var sikkert derfor hun var så sur. ”De venter på os.” Jeg kunne høre Sarah smilte mens hun sagde det. Hun nød det her - denne endeløse bandekrig. Jeg fulgte med dem.

Selvfølgelig var vi ikke kun 11 om vores holdninger. Det havde bare været os som tilfældigvis havde hængt over en kasse øl ved kajen da den første bombe sprang. Forholdene her minder lidt om Nordirland vs. Irland, hvis det hjælper dig til at forstå det. Den eneste forskel var, at Irland og Norirland var lige gode om det, her er det helt klart the Hoodies der var galt på den. Bare deres navn var forkert. ”Det er fordi vores hættetrøjer er vores kendetegn” – hvad er det for noget pis? Jeg går sgu da også med hættetrøje, sådan en omgang klaphatte.
Som altid gik vi mod centrum af havnen, orkanensøje. Og som vi kom nærmere, sprang bomberne oftere, og vi kunne nu høre pistolskud. Jeg fandt mit eget sorte, kompakte mordvåben frem.

Jeg opdagede ikke engang at brændende tagbjælker faldt mig om ørerne – det var først da Sarahs tag i min hånd blev strammere at jeg vågnede op af mine tanker. ”Hvad?” hvæsede jeg. Jeg vidste Sarah kunne lide når jeg var lidt hård ved hende – hun ville domineres. Jeg var bare ikke rigtig den type. Faktisk var jeg slet ikke typen som slog ihjel, men da jeg mødte Sarah i skolen, begyndte ting at ændre sig. Jeg gik fra en top elev til en hjernevasket hundehvalp. Det var Sarah som trak mig med ind i alt det her, men så længe jeg kunne være med Sarah, betød det ikke nogt hvor jeg var eller hvad jeg gjorde - jeg ville gøre alt for hende.
Sarah behøvede ikke at svare, for i røgen der hang tæt omkring jorden og op af lagerbygningernes vægge kunne man ane en mindre gruppe i bevægelse, imod os.
”Det er dem” Ho-Jo stemme var mere hæs end forventet – det var sikkert røgen. Vores lille gruppe vendte om for at gemme sig i en gyde. Det var desværre lige hvad øst-svinene ville have - det var et bagholdsangreb. Jeg frøs i panik. Overfor os stod højest 5 unge, men bag os var en gruppe på yderligere 20 personer, en blanding af piger og drenge mellem 10-20 år, var dukket op.

Der efter gik det hurtigt.

Sarah rev sig fri af mit greb og styrtede mod den mindre gruppe af Hoodierne - det samme gjorde Spicerog hans gruppe. Ho-Jo og hendes 3 ”homies” fik svinget sig op på en brandtrappe op over røgen. Jeg nåede kun at hæve min pistol men aldrig at sigte. En lille sort tøs sprang fra en skraldespand, med en kniv direkte plantet ind i struben på mig. Min 17årige tunge krop faldt til jorden, og det eneste jeg kunne høre var en rallende lyd fra min hals. Mit luftrør var blevet skåret op og den lille, mørke djævel var allerede gået løs på Spicer. Jeg blev liggende, for en såret Phoenix er til ingen hjælp. Langsomt kunne jeg mærke min krop blive kold mod den støvede, brændende jord. Jeg kvaltes i mit eget blod.

Eastmain blev pludselig lille for mine øjne, og til sidst fandtes det slet ikke længere. Eastmain var kun lige stor nok til at være en del af verdenskortet, men langt fra stor nok til to stridende bander.

E A S T M A I N – Canada anno 2008.
Eastside H O O D I E S - "Fear whats under the hood"[/size] – Jamelia aka. Baby
Månen skinner uskyldigt ned i de sorte bølger af James Bay. Himlen er klar, og stjernerne glimter som altid tydeligt på det bare himmellegeme. Kolde briser søger ind fra James Bay, en sø, men for mig er det mere et hav, kun min fornuft holder mig fra at sige det højt. Den eneste varme der er at finde denne efterårs aften, er fra ilden. Den ild som fortærer skraldespande og varehuse ved havnen. Et brag, lig med hvad jeg hører i nyhederne fra Irak, bryder atter aftenstilheden og lyser himmelen op. Nye flammer er kommet til bålet, og mere brændstof til mit ulmende had.

Jeg er kun 12, men sikkert mere moden end mange 18-årige fra vest delen af byen. Jeg lænede mit hoved mod ryggen af Lush. Han tog lange skridt, taget i betragtning af at hans bukser hang under røven. Han havde en god røv, hvis man da tænkte over sådan noget. Lush bar mig, det var jo sent. Til tider var det rart at være lille, folk følte et hvis ansvar for mig. Andre gange var det bare irriterende, fordi alle anså mig for at være fuldstændig hjælpeløs.
”Baby,” Lushes stemme var ru af alle de filterløse cigaretter han røg. Jeg slap taget om hans hals, og hoppede ned fra ryggen af ham. Jeg landede hårdt på det kompakte grusjord. Mine slidte, lyserød gummisko tog ikke meget at stødet. Jeg så op på Lush, en 17-årig emo, kendt for at kneppe piger af lavere rang. Han udnyttede dem, og alligevel var de alle taknemlige – derfor blev han kaldt Lush. Han var overflod på mange måder, både af charme og kønssygdomme.
For ham er jeg som en lillesøster, sådan er jeg for alle. Jeg er alles Baby.

Endnu en brintbombe lyste natten op. Jeg var vant til det. Jeg er vokset op med Phoenixes forsøg på at skræmme med tilfældigt kastede brintbomber. Alt ved dem var så tilfældigt, intet andet kunne forventes af sådan nogle som dem. Min mor er en Hoodie. Hun er nu 26 år, og hjælper med indsmuglingen af våben til Eastmain. Ikke at det er noget problem med politiet, det er nærmere at undgå Phoenix-folkene. De nakker vores ting, fordi de ikke selv kan finde ud af at få deres egne varer ... idioter.

Mine bukser var for store til mig, men de var i det mindste til at bevæge sig i. Jeg pressede min lyserøde strikhue ned omkring mine ører og mit korte sorte hår vippede lige ud under kanten. Som altid gik vi mod centrum af havnen, orkanensøje. Og som vi kom nærmere, sprang bomberne oftere, og vi kunne nu høre pistolskud. Lush fandt sin pistol frem, jeg min butterflykniv. Jeg var slet ikke gammel nok til pistoler, de var også alt for tunge til, at jeg ville kunne holde en i strakt arm og ramme. Vores gruppeleders telefon ringede, og vi blev tvunget til at stoppe. Lush smed resten af sin cigaret ned på jorden, før han sendte et beskidt smil til en eller anden crack-tøs. Jeg misundende dem fordi de var gamle nok til ham, fordi at ingen så ned på dem.

Cezz, vores nydelige italiensk-canadiske leder, blev færdig på sin telefon. "Fuglene er på vej her hen. Cookie (hans kæreste) ligger klar i et bagholdsangrebangreb, få gang i futterene." Wohoow. Selvfølgelig var San den først etil at lade sin pistol og sætte i bevægelse. San er japansk og fuldtids cosplay fan af Gogo fra Kill Bill, hun er ikke engang en del af Cezz's gruppe, men hun er der altid hvor der er optakt til slagsmål. Alt ved hende var ligesom Gogo, hendes tøjstil, hendes personlighed, hendes mangel på fornuft og følelse, hendes behov for altid at slå ihjel.
Cezz's bande gjorde som han havde sagt og satte efter Cezz og San, vi satte først farten ned da Cezz gav tegn, hvilket var et luftkys til Cookie som sikkert gemte sig imellem røgskyerne. Det kildede i min mave, jeg glædede mig. Fuglene var fanget o g de vidste det ikke engang endnu, vi angreb da det første overraskede gisp kom fra en af fuglenes nøb. Overfor så jeg Cezz's flotte, mørke model-lignende kæreste. Hun var høj og havde store bryster, to ting jeg også manglede, men det var ikke tid til at misunde. Jeg hoppede op på en skraldespand med en behænidghed jeg kunne takket mine dansetimer for, og videre mod en rødhåret dreng som endnu ikke havde fået rette sin pistol op. Min kniv skar let og ubesværet igennem hans strube, og jeg løb videre mod en fed, men yderst selvsikker dreng. Det var det sidtse jeg huskede. Jeg blev slået rigtig hårdt i baghovedet, faldt forover og hørte min næse brække mod den golde jord. Jeg gik ud som et lys.

Da jeg vågnede op igen lå jeg omkring Lush's hals. Vi havde haft overtaget på grund af vores bagholdsandgreb, men det var kommet flere fugle, og vi var blevet nød til at forsvinde. Cookie var forsvundet, og Cezz manglede også begge ledere af The Empier - det var ikke gode nyheder.

Eastmain blev langsomt mørkere for mine øjne. Eastmain var kun lige stor nok til at være en del af verdenskortet, men langt fra stor nok til to stridende bander, og dette var kun begyndelsen. Jeg sukkede, og faldt i søvn.